Tak til Ole Kappelgaard Larsen
På generalforsamlingen trak Ole Kappelgaard Larsen sig tilbage fra DZKs bestyrelse efter 40 år med tillidsjob i DZK.
Grundet rygproblemer kunne OK, som han meget passende kaldes blandt kolleger, ikke deltage i generalforsamlingen. Det er blot anden gang i foreningens historie det sker. Han deltog i den stiftende generalforsamling i 74 og har siden været et engageret medlem af DZK. I 1979 blev han valgt som bestyrelsessuppleant og i 1994 blev han valgt ind i DZKs bestyrelse, og var i en årrække en del af bestyrelsens forretningsudvalg. I 2004 blev OK desuden valgt til DZKs faglige udvalg, hvor han stadig sidder.
Kære Ole
Gennem hele foreningens historie har du været et engageret og aktivt medlem. Dit beskedne væsen har ikke kunnet skjule de kvaliteter, du har at byde på i det fællesskab, som DZK er blevet til, og som du i høj grad har været med til at opbygge med din venlighed og respekt for dine kolleger – ikke mindst de nye medlemmer. En udpræget retfærdighedssans og faste meninger har gjort dig til en god ”spindoktor” i bestyrelsen, og en kompetent skuemester ved elevprøverne. En beslutning der er afrundet med dig er aldrig helt forkert. Desuden har du altid været i forreste række når der skulle løses arbejdsopgaver ved foreningens arrangementer.
Bestyrelsen siger dig tak for din mangeårige indsats og det gode samarbejde vi har haft med dig. Vi glæder os over at du stadig er i Det Faglige Udvalg, og ser frem til et fortsat godt samarbejde der og til at være sammen med dig ved foreningens arrangementer.
På bestyrelsens vegne.
Kim Højland.