Nyhedsbrev 12-02-2014
Vagn Reitz Aalestrup d. 12.02.2014
Kære DZK-medlem
Dette er en stærkt forsinket nytårshilsen. I det forløbne år har medlemsinformationen desværre ikke været den bedste, bl.a. er ”Meddelelser” ikke kommet ud som planlagt. Det er ikke redaktionens skyld, men skyldes at stoffet fra bestyrelsen – formanden – ikke er kommet frem.
Faktisk har der været megen aktivitet , og i dette brev vil vi bringe den information der er allervigtigst for medlemmerne. Resten kommer i beretningen på den kommende generalforsamling.
Generalforsamlingen 2014 afholdes lørdag d. 29. marts på Jagtslottet, Grenåvej 12 Kalø , 8410 Rønde.
Aksel Bo Madsen har planlagt rundvisninger både på slottet og laboratorierne på Kalø, så vi lægger op til et to dages arrangement, hvor vi spiser og kan sove på Jægerforbundets kursusbygninger, der ligger lige i nærheden.
Der er lagt op til en weekend med et interessant program, både lørdag og søndag formiddag med fælles hygge lørdag aften. Det er ikke så tit vi har lejlighed til at mødes på den måde, så vi håber, at der er rigtig mange, der vil benytte denne lejlighed til at mødes.
Indkaldelse til generalforsamlingen vil blive udsendt forskriftsmæssigt sidst i denne måned.
De ny regler vedr. forarbejdning af animalske biprodukter, som Fødevarestyrelsen er ved at lægge sidste hånd på. vil formentligt være klar, så vi kan præsentere dem på generalforsamlingen.
Private kan nu få dispensation til at få udstoppet oddere.
I december kom de ny regler for udstedelse af dispensationer til udstopning af jyske oddere. De indebærer at også privatpersoner nu kan få en sådan dispensation. Det er i første omgang en 2-årig forsøgsordning. Vi håber, at ordningen bliver velfungerende, og vi vil arbejde for, at der efterhånden også kan blive givet dispensationer til at privatpersoner kan få tilladelse til at få udstoppet andre arter fra bilag 5 til artsfredningsbekendtgørelsen.
Vi vedhæfter både det notat, der ligger til grund for dispensationerne, og en vejledning, der fortæller, hvor man skal søge, og hvilke oplysninger ansøgerne skal indsende. Det er som sædvanligt ejeren af dyret der skal ansøge om dispensationen.
Indsamling af mårdyr.
Institute For Bioscience (Kalø) er stærkt interesserede i at konservatorerne indsender kroppe eller hele eksemplarer af mårdyr. (undtagen mink og grævling)
For at lette konservatorernes indrapportering af data, er der udfærdiget et skema som vi sender vedhæftet sammen med dette brev. Skemaer kan printes ud og udfyldes med håndskrift, eller kopieres på PC en og udfyldes. Skemaet skal vedlægges de enkelte dyr/kroppe i en vandtæt emballage.
Vi opfordrer alle konservatorer til at deltage i mårdyrindsamlingen.
Mere om mårdyrindsamlingen på generalforsamlingen.
Fredning af fugle.
Grundet fredning pr. 1. april i år skal de eksemplarer af toppet skallesluger, stor skallesluger, sølvmåge, sildemåge og svartbag som virksomhederne ligger inde med, protokolleres inden 3 mdr. efter, dvs. senest d. 1. juli i år.
Det samme gælder dele, f. eks kranier, og andre produkter af disse arter.
- Husk også:
At der er Europamesterskaber i konservering i Longarone, Italien i uge 17 – sidst i april – find information på ETFs hjemmeside www.eurotaxidermy.eu - At indsende årsrapporten. vedr. de forhåndsudstedte CITES – certifikater.
- At et betalt kontingent er forudsætningen for at deltage i generalforsamlingen. Der er i øvrigt ros i vente fra kassereren vedr. medlemmernes punktlighed på det område. Det burde lokke mange til generalforsamling.
- At. evt. stof til ”Meddelelser” skal sendes til Mogens Westphal hurtigst muligt.
- At Login til den del af DZKs hjemmeside – www.dzk.dk – som der ikke er fri adgang til er: Login: dzk Password: dzk2014
Hvis du har kommentarer til hjemmesiden eller ideer til forbedring er du meget velkommen til at kontakte
bestyrelsen, eller tage dine ideer med på generalforsamlingen.
Med venlig hilsen
På bestyrelsens vegne
Vagn.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!