Bestyrelsens beretning DZKs ordinære generalforsamling 2022.
Medlemstal: 40 medlemmer fordelt på 1 Æres, 21 aktive, 18 interessemedlemmer. Det er en tilbagegang på 10 i forehold til 2021.
Vi har 3 lærlinge, så der er ingen ændring siden sidste generalforsamling. Philip Bork Kongsted Christensen og Daniel Lauritsen, er begge i lære hos Kasper L. Pedersen ved Nordjysk Trofæmontering. Jakob Boni Jakobsen er hos Jacob Strunge ved Trophy Art
Nordisk Mesterskab
I efteråret blev en gruppe, bestående af Jacob Strunge, Brian Filipsen, Erling Mørch og Phillip Bork enige om at prøve at etablere et Nordisk Mesterskab i forbindelse med Jagtmessen i Odense. Det har været et kæmpe arbejde, der har resulteret i et super flot arrangement, med deltagelse af konservatorer fra 15 lande, der har medbragt 95 præparater. Stor respekt for indsatsen, det vil blive gentaget i 2024.
Miljøstyrelsen
Miljøstyrelsen har i de sidste 6 måneder haft vildtkonsulenterne til at foretage kontrol af de Zoologiske konservatorer. Mange har haft besøg, resten må forvente det i nærmeste fremtid. Kontrollen er foregået stille og roligt, konsulenterne har været opmærksomme på at det var mange år siden der sidst var kontrol, så de har f.eks. ringet i forvejen og aftalt tid. I fremtiden vil kontrollen være uanmeldt.
Timm J. Jensen der var konservatorernes kontakt person i Miljøstyrelsen, er flyttet til en anden afdeling. Maj Munk har overtaget alle Timm´s ansvarsområder, så har man i fremtiden spørgsmål til Miljøstyrelsen er det Maj der er chef på området.
Jacob Strunge har været i retten angående en anklage om lovligheden af ,som konservator, at opbevare vores private jagttrofæer i vores showroom. Styrelsen mente ikke dette var lovligt, da vores showroom er en del af vores kommercielle forretning, men Retten var ikke enig med styrelsen og frikendte Jacob. Så i fremtiden er det lovligt at have vores private monteringer i vores forretninger, selvom de ikke er til salg.
Hjemmesiden: Vi har opdateret hjemmesiden, foretaget nogle ændringer, hvis I bemærker nogle fejl eller mangler, er I velkomne til at kontakte Maj Westphal eller formanden.
Husk at Maj altid er klar til at hjælpe, også hvis I har en sjov historie til hjemmesiden.
Bogprojekt
Søren Olsen der er journalist, har startet et bogprojekt op om den Danske konservatorhistorie, han har fået nogle af de ældre konservatorer op af lænestolen og ind til tastaturet. Har man lyst til at deltage i bogprojektet, ligger inde med viden om konservatorhistorien eller blot har en sjov fortælling om faget, vil Søren Olsen meget gerne kontaktes.
Afslutning
Jeg vil gerne takke DZK’s bestyrelse og det faglige udvalg for endnu et år med godt samarbejde.
Det var bestyrelsens beretning for 2022.
- April 2022
Kim Højland.