En Sjældenhed fra Nord

Vi har lånt en konserveringsteknisk artikel fra Zoologisk Museums blad ”Dyr i natur og museum”, og markerer dermed en afsluttet epoke i det gamle museums historie.

De danske havpattedyr har længe været omfattet af en særlig opmærksomhed, ikke mindst pga. hvalstrandinger. Marsvineundersøgelser eller sælsygdomme har ført til et effektivt beredskab til håndtering af – ofte helt bogstaveligt – strandinger og observationer af hval- og sælarter. derfor var det egentlig ren rutine, at en helt speciel og sjælden sælart, fundet ved Vida-slusen i Vadehavet, omgående blev kørt til Zoologisk Museum den 15. december 2003.

Det var en klapmyds!
Klapmydsen (Cystophora cristata) er ellers kun kendt som en højarktisk sæl, om end den lejlighedsvis strejfer langt omkring.
Klapmydsen er en stor sælart. De gamle hanner med op til 260 cm i længde kan opnå en vægt på næsten 400 kg (hunnerne er en del mindre). Vort eksemplar var 214 cm og vejede 228 kg. Det sære navn skyldes hannens oppustelige hætte, der består af hovedets løse, tyndhudede parti, der kan blæses op som en hue (‘møsse‘), når han er ophidset af den ene eller anden grund, fx, brunst. Endnu mærkligere at iagttage er en stor, ballonagtig rød blære, der kan blæses ud af det ene næsebor pga. næsehulens løse slimhinde, og udgør endnu en signaleffekt, som var årsagen til navnet ‘blæsesæl‘ på ældre dansk.

Det danske eksemplar omsider behandlet
Det er sket nogle gange før, at især klapmydser er kommet til danske farvande, der jo repræsenterer noget af en svømmetur fra Arktis! men denne gang var det en stor, nyligt afdød han, og den måtte sikres for zoologien.
For et museum er det ikke så underligt at bring beretningen, næsten 10 år efter at det skete, og det aktuelle er præsentatioene af det færdigbehandlede museumsstykke.

I december 2003 modtog vi klapmydsen fra Fiskeri- og søfartsmusset i Esbjerg, og i dissektionsrummet blev det hurtigt besluttet at udnytte dyret bedst muligt: skelettet gik til pattedyrsamlingerne, og det engang udstoppede skind skulle gå til udstillingsbrug. Derfor blev det min opgave som konservator at opmåle dyret, afflå skindet og garve det ‘til bedre tider‘. Sådanne tider får man aldrig, dem må man tage!

Det gjorde jeg så et halvt år inden pensioene ved udgangen af 2012. for det grundigt forberedte dyr ligesom kaldte på en konservator fra fryserummets dyb. Skulle det resses til kommende udstillingsbrug, måtte det være nu.

Udstopningsarbejde og særlige forholdsregler
Første trin i arbejdet er billedresearch og samtidig beslutningen om, hvordan dyret skulle agere: svømmende, hvilende eller som her valgt: Den helt artsspecifikke, affektspositur med opblæst hætte og selvfølgelig med blære. Museets billedarkiv gav, ligesom sælfangeres beretninger, solide vink, men heldigvis kan man nu selv ‘google‘ sig til fremragende moderne farveoptagelser.

For et dyr i affekt ville det være logisk at vise det med åben mund. Derfor fik jeg først lånt det for længst magasinerede skellet med kranie og tandsæt. det gamle kranie dannede grundlag for opbygning af tandkød, ganefolder og tunge dygtigt modelleret fra fotos i modellervoks, af vor iranske konservator og tandtekniker Victor Kianmehr og derefter afstøbt med indfravede epoxy-plast i siliconeforme.

Ud fra en målfast skalamodel i 1:5 størrelse formedes selve sælen over en profilplade med billigt polystyren (stadig kaldr ‘flamingo’ efter første producent). det blev limet sammen og skåret i form i et svineri af spåner fra sav og kniv.
Slutteligt blev kroppen spartlet jævn og fast med en lerbalnding og lakeret. hovedet med mundhulen blev udskåret i en fastere type skum med plads til gebis-afstøbningen. Indmaden til den oppustelige hætte kunne ikke bare være luft og formedes seperat for at kunne monteres i det løse hovedskind.

Fastgørelse af en kunstig blære
Men det helt spektakulære ved klapmydsen, den opblæste ballon-blære, måtte fastgøres i det udspilede næsebor på det færdigmonterede dyr. Den oprindelige smilhinde kunne umuligt konserveres; den måtte naturligvis laves kunstigt som en modelleret form og overflade.

Det var en oplagt opgave for Victor, der formede en meget troværdig og organisk blære med blodårer, og som i den endelige, indfarvede epoxy-afstøbning ret nøje svarer til de gode referencefotos, der eksisterer af levende dyr. Her ses også klapmydsens meget store øjne, der ligesom hos andre havdyr er påfaldende flade. Sådanne øjne kan ikke købes. løsningen blev et par hjemmelavede, kunstige øjne. det blev formet i opvarmet akryl i rette størrelse (toppen af en 40 w pære!) og håndmalet af Victor.

Selve skindmonteringen (‘udstopningen‘) var traditionelt konservatorarbejde: Det garvede skind, der var blevet holdt friskt i fryserummet, blev i smidigt, optøet stand syet og limet på med en glidemasse af ler og dextrin. Men tilpasningen til en mannequins krumme form er altid en udfordring: der er fx stor forskel på bananformens indebane og yderbanem og det garvet skind kan ikke bare trække sig sammen som på en levende sæl.
Slut arbejdet var montering af den rød blære retouch ved læber og mund og remontering i en bedre retning af de stride skægbørster.